Katavi Nationalpark, Kipili og ny kirke

En tur vi alle har set meget frem til var at komme på safari! I weekenden var vi afsted, og det var en helt fantastisk tur. Hele vejen var Nivard (vores kontaktperson her i Tanza) med os.
Vi kørte fra Sumbawanga efter middag og ankom til det sted, vi skulle sove til aften. Allerede hér blev det lidt af en oplevelse. Vi skulle sove i små hytter 50 meter fra en flod med en masse flodheste. Hele natten igennem kunne vi høre deres høje lyde :o) Men det lykkedes os at sove lige indtil, vi blev vækket midt om natten, da drengene stod op kl. 2, fordi hele deres værelse var fyldt med myrere... Jeg kiggede ned på gulvet i vores værelse og så, at det samme var gældende for os. Vi skyndte os ud af værelset, da myrerne var overalt og bed helt voldsomt. En oplevelse der i øjeblikket var træls, men som vi allerede har grint meget af. (-;

Dagen efter blev det tid til safari. Vi kørte fra morgenen af og hele dagen rundt for at se så mange dyr som muligt. Vi var på farten i godt 12 timer, hvilket resulterede i, at vi fik lov til at se både store flokke af løver, bøfler, flodheste, vandbukke, zebraer, giraffer, aber, krokodiller, gnuer, gazeller og en masse flotte fugle. En lang, men fantastisk dag. 

Efter safarituren tog vi til Kipili (hvor de andre piger arbejder) og havde en hel dag på den lækre lodge. Her badede vi, spillede volley og nød en dag med feriestemning. 
Nu er vi godt tilbage og i gang med hverdagen på Peter’s House. Vi er begyndt at undervise hver for sig og har derfor fået tidelt ét engelskhold hver. Det kan til tider være udfordrende at stå med helt selv, men jeg tror på, at det bliver godt og udviklende. Som noget nyt skal der bygges en ny kirke  - den kommer til at  ligge lidt ved siden af børnehjemmet. Det er  fantastisk at være med til helt konkret at bygge en kirke sammen med vores brødre og søstre i Tanzania. Et projekt det er vildt at få lov til at være en del af.





















Kommentarer

  1. Hvor ser det bare godt ud, Laura!! Fantastisk at kunne følge med <3

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag